Beretning fra tur omkring Gurre Sø

Beretning af Jens Rasmussen 

Min beretning handler om vores nøgen-vandretur rundt om Gurre Sø den 10 august kl. 13.30. 

Kørende fra Gurre by ankommer vi i god tid til parkeringspladsen, tæt ved Storkeladen lidt uden for Gurre by. Den var ret let at finde da vi samtidig navigerede en smule efter Gurre Slots-ruin, som vi akkurat fik et glimt af på vores højre side da vi kørte forbi. 

Hurtigt blev vi en lille gruppe på 5 friske fyre, som var klar på en ca. 9 kilometer lang Nøgen-vandretur rundt om søen.

Målet var at gennemføre det meste af turen uden tøj og det sidste stykke med tekstil, da der var tale om et lille stykke privat skov.

Vejret viste sig denne søndag eftermiddag sig fra sin lidt “lunefulde” side da temperaturen med en smule vind, føltes som ca. 18-20 grader. Det skulle lidt senere på turen vise sig at vi også fik et par enkle dråber regn, hvilket vi selvfølgelig tog som en ekstra oplevelse.

Selve turen er en ret smuk tur, mest i ly under træerne som vokser lidt vildt og man fornemmer søen hele vejen, med lidt skræppen fra fuglene derude. Under tiden er der et godt kig ud over vandet, hvor der jævnligt også er både borde og bænke til at sidde ved. 

Vores landsformand Torben Larsen kigger hver gang efter et godt sted, hvor der kan placeres pjecer med information om Naturisme. Dog må han opgive missionen, da der ikke rigtigt er nogle steder, hvor der er ly for hverken regn eller vind.

Selvfølgelig er vi 5 ikke alene på turen og det hænder at vi støder på enlige par på trave-tur ligesom vi og der bliver skottet til os, når vi på afstand nærmer os hinanden. 

Dermed er der god tid for dem vi møder, til at udtænke en frisk replik og smilende ønsker de os;

– En fortsat god tur og rigtig god badetur!!

En af os svarer;  

– Mange tak .. Vi har fortrudt, da det var for koldt og nu er vi på vej tilbage!! 

Lidt senere kommer endnu et stor-smilende par os i møde;

-Nåååå… Er i ude for at jage myggene væk??

Jeg danner bagtrop og når lige at svare;

-Det virker! Der er ingen der er blevet stukket! 

Måske tyder det ligefrem på, at folk på denne egn er ret positive over for vores naturisme? 

Som sagt var den sidste del af turen på privat grund ad offentlig sti. Der er tale om Ørsholt Gods som ejes af Peter Beier, som har hovedsæde til sin chokolade-virksomhed. Her måtte vi kapitulere og iføre os hver vores specielle medbragte tekstil, enten bade-håndklæde eller et par shorts.

Turen i lidt magelig gang, tog os godt og vel 2,5 times tid og vi var alle igen vel tilbage ved Storkeladen.

Vi siger tusind tak til arrangørerne og fundet af denne dejlige vandre-tur og håber på en gentagelse en anden gang!

Mange hilsener fra deltager

Jens Rasmussen